Sondemad på farten

Jeg hedder Zofia Christa, bor i Sønderjylland og er daglig leder af træning mm. i team Hubert.

Jeg er mor til to drenge, hvoraf den yngste, Hubert på 11 år, har en sonde. Fødslen af Hubert var kompliceret og Hubert har fået mad gennem sonde siden han var spæd. Allerede da Hubert var tre måneder fik han anlagt en mavesonde. 

Mad på farten
Det er vigtigt for os at Hubert kan være med til aktiviteter i løbet af dagen. Samtidig oplever vi, at Hubert optager og fordøjer mest muligt mad, når han spiser på faste tidspunkter. Derfor har vi gjort en dyd ud af at kunne tage maden med på farten og til aktiviteter. Hubert får mad i sin walker, på gåtur, i bilen og omkring middagsbordet. Vores gode ven har lavet den sejeste pumpe- og madholder af gamle nummerplader, som kan sidde på walkeren. Vigtigst, så elsker Hubert det seje og rå look. 

Når vi er på længere ture, har vi mad med i en køleboks sammen med resten af familiens madpakker. Huberts mad luner vi i et vandbad, inden han får det med en pumpe. 

 

Sonde må ikke overskygge hverdagen
Hubert elsker at smage på sauce, dip og andre snacks. Jeg ville ønske, at han kunne spise al sin mad med munden, men vi er glade for sonden, som har været en af Huberts livliner. 

At få sondemad skal egentlig ikke fylde alverden, synes jeg. Vi prøver at gøre måltidet så normalt som muligt og passe det ind omkring hverdagens strabadser. Jeg prøver hele tiden at finde nye bøtter, udstyr og hjælpemidler som kan gøre opgaverne omkring Huberts mad sjovere og nemmere. Min mand er kok og vi er et stærkt hold på både madlavning og nye ideer til mad og udstyr. 

Det vigtigste for mig har været at følge min mavefornemmelse. Den er blevet udfordret et utal af gange men som årene er gået er den blevet stærkere. Jeg håber, at flere hører om sondemad så det ikke er så tabubelagt og mere normalt.