Ungdomslivet med sonde

Denne udgave af Livet med sonde er skrevet af Astrid Siemens og er en ærlig fortælling om ungdomslivet med sonde. Vi håber I synes at Astrids ord er ligeså rammende som vi gør.

God læselyst!

Spejlet foran mig reflekterer mig. Jeg sidder iført en enkel bh og trusser. Mavens bløde flade bevæger sig roligt med åndedraget. Jeg lægger mærke til, hvordan mavesonden ligger der som en del af mig — ikke som noget fremmed. Jeg har haft den, siden jeg var 3. Nu er jeg 25. Mens jeg betragter mig selv i spejlet, tænker jeg på, hvordan sonden giver mig power. Mine skuldre, de små linjer på min hud, der fremhæver mine muskler. Uden sonden ville jeg ikke være andet end ben. Jeg ville ikke have energi til at leve dét liv, som jeg gør.

Mit navn er Astrid Siemens Lorenzen. Jeg har cerebral parese, og som følge heraf har jeg meget svært ved at kontrollere mine bevægelser. Jeg kommer fra Sønderborg, men da jeg blev student, flyttede jeg til København, hvor jeg nu studerer medicin og teknologi. Det kræver energi — for udover at passe mit studie, er jeg også arbejdsleder for syv hjælpere. Jeg har nemlig en BPA, en borgerstyret personlig assistance, hvor jeg selv bestemmer, hvem der hjælper mig, og hvordan. Derudover arbejder jeg som studenterhjælper på universitetet. Jeg går også meget op i træning og i at vedligeholde min krop, hvor kost spiller en vigtig rolle. Og så har jeg en kæreste.

Jeg har ikke altid haft et godt forhold til min sonde. Som yngre var jeg meget usikker på min krop, og den usikkerhed bærer jeg stadig med mig den dag i dag. Når jeg sidder foran spejlet, mærker jeg nogle gange den gamle tvivl, men også den nye styrke. For da jeg var yngre, frygtede jeg, at ingen ville kunne elske mig og min krop. Jeg tog fejl.

Ungdommen er i forvejen en tid fuld af usikkerheder, og i starten af vores forhold tænkte jeg meget på, hvad min kæreste mon ville synes om mig – om sonden, om min krop generelt. Jeg var en smule genert over, at min krop var anderledes. Men det viste sig ikke at være et problem for os. Jeg husker stadig, da min mavesonde åbnede sig en af de første gange, vi sov sammen. Han var lidt nervøs for at røre ved min sonde, men jeg fik forklaret ham, at han bare skulle lukke knappen igen. Siden har sonden ikke været en hæmsko for intimitet.

I dag prøver jeg at se sonden som en del af den styrke, der gør mig til mig. Den giver mig energi, mod og frihed til at leve det liv, jeg ønsker — og til at elske og blive elsket, præcis som jeg er.